mormon.org På verdensplan

Jesus Kristus

Jesus Kristus, vor Frelser

Jesus Kristus er verdens Frelser og Guds Søn. Han er vor Forløser. Bibelen belærer os om, at Maria var mor til Jesus Kristus, hans jordiske far var Josef, han var født i Betlehem og opdraget i Nazaret, hvor han arbejdede med Josef som tømrer. Da han blev 30, påbegyndte han en treårig mission, hvor han underviste, velsignede og helbredte folk i det hellige land. Han organiserede også sin kirke og gav apostlene »magt og myndighed« (Lukasevangeliet 9:1) til at hjælpe med arbejdet.

Men hvad mener vi med, at han er verdens Frelser? At han er vor forløser? Hver af disse titler peger hen imod den sandhed, at det kun er gennem Jesus Kristus, at vi kan komme tilbage og leve sammen med vor himmelske Fader. Jesus led og blev korsfæstet for verdens synder, og derved fik alle Guds børn en gave i form af omvendelse og tilgivelse. Kun gennem hans barmhjertighed og nåde kan man blive frelst. Hans efterfølgende opstandelse beredte vejen for, at alle mennesker også kunne overvinde fysisk død. Disse begivenheder kaldes forsoningen. Kort sagt frelser Jesus Kristus os fra synd og død. Derfor er han bogstaveligt talt vor Frelser og Forløser. I fremtiden vil Jesus Kristus vende tilbage og regere på jorden i en tilstand af fred i tusind år. Jesus Kristus er Guds Søn, og han vil altid være vor Herre.

Det, som Jesus betyder for os

Gud er vor himmelske Fader, og ligesom enhver forælder ønsker han, at vi, hans børn, skal være lykkelige. I skrifterne belærer han: »Dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« – (Moses’ Bog 1:39). Evigt liv betyder at bo i himlen, i hans nærhed, med vores familie for evigt. Gud har givet os bud, som lærer os om forskellen på rigtigt og forkert og viser den vej gennem livet, som vil give den største glæde. Jesus Kristus belærte: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Johannesevangeliet 14:15). Men skrifterne siger også, at »intet urent kan bo hos Gud« (Nefis Første Bog 10:21). Uanset hvor meget vi bestræber os på at leve et godt liv, vil vi altid synde, så hvordan kan vi leve i Guds fuldkomne rige, hvis vi ikke er fuldkomne?

Derfor sendte Gud Jesus Kristus ned for at hjælpe os til at overvinde vore synder og ufuldkommenheder. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Johannesevangeliet 3:16).

Jesus Kristus led for os

Selv inden Gud skabte verden, havde han forberedt en plan, som tillader os at lære og udvikle os i dette liv. Jesus Kristus er midtpunktet i denne plan. Kristi mission var ikke alene at undervise os om Gud Faderen, og om hvordan vi bør leve, men også for at gøre det muligt for os at blive tilgivet, når vi har syndet. Synd er mere end bare en fejltagelse. Når vi synder, er vi ulydige mod Guds befalinger eller gør ikke det rigtige, selv om vi ved, hvad sandheden er (Jakobs Brev 4:17).

Jesus bad inden sin korsfæstelse bad til Gud i Getsemane have på vore vegne. Kristus led villigt for vore synder i Getsemane have og døde på korset på Golgata. Dette kaldes forsoningen. Jesus Kristus led for vore synder, så vi kan omvende os og komme sikkert hjem til vor himmelske Fader. Jesu Kristi evangelium er de »gode tidender« om Kristi offer for os, som giver os en vej tilbage til Faderen. »Af hvor stor vigtighed er det derfor ikke at gøre dette kendt for jordens indbyggere, så de kan vide, at der intet kød er, som kan bo i Guds nærhed, uden at det er ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (Nefis Anden Bog 2:8).

Tro på Jesus Kristus

Tro på Jesus Kristus fører til, at vi udfører gode gerninger. Bibelen lærer os, at »tro uden gerninger er død« (Jakobs Brev 2:20). Det betyder ikke, at vi kan frelses ved gode gerninger, for uanset mængden af gode gerninger vil det aldrig rense vores sjæl eller endda bare begynde at rense den uden kraften fra Kristi offer. Men de, som besidder oprigtig tro på Kristus, vil ønske at følge ham og gøre det, han gjorde, som at hjælpe de fattige og trængende, tage sig af de syge, besøge de ensomme og udvise omsorg og kærlighed til alle mennesker.

Når vi følger hans eksempel og lever i henhold til hans ord, føler vi vores tro vokse, indtil den bliver en aktiv kraft i vores liv, der hjælper os til at omvende os fra vore synder og håndtere vore udfordringer. Tro på Jesus Kristus er ikke blot en erklæring om tro – det er en kilde til kraft, som vi kan forny dagligt ved at studere hans ord, bede og ved at bestræbe os i endnu højere grad på at følge hans eksempel.

Omvendelse

Vores tro på Jesus Kristus gør, at vi ønsker at leve retfærdigt. Når vi synder og søger at omvende os, anerkender vi og mærker en dyb og oprigtig sorg for det, vi har gjort. Gud vidste, da han skabte jorden, at vi ikke ville være fuldkomne, så han beredte en vej for os, så vi kan overvinde vore synder. Muligheden for at omvende os er i sandhed en af de største velsignelser.

Når vi omvender os, bør vi sørge over det, vi har gjort, gøre hvad der er muligt for at rette op på det, som er ødelagt, og lægge vores tidligere syndige opførsel bag os. Omvendelse kan være svært og kræve meget ærlighed, men den glæde og frihed, vi føler, når vi vender ryggen til vore synder, vil være det hele værd. Eftersom Kristus led for vore synder, kan vi få tilgivelse, når vi omvender os. Det er grunden til, at forsoningen er så vigtig for os.

Vi tror, at Kristi forsoning tilvejebringer en mulighed for at omvende sig og blive renset for synd. At sige, at vi skal omvende os fra vore synder, kan synes som en straf, men den rigtige straf er den skyldfølelse, sorg og skuffelse, som vi føler, når vi synder. Derfor er omvendelse det modsatte af straf, fordi det tillader os at blive rene i Guds øjne og fjerner de skyldfølelser, som følger med dårlige valg.

Dåb – Følg Jesu Kristi eksempel

Dåben er et løfte eller en pagt, som vi indgår for at følge Jesus Kristus igennem livet. Når vi udvikler tro på ham og omvender os, vil en person, der har Guds myndighed til at døbe, nedsænke os i vand og føre os op igen. Denne ordinance eller ceremoni symboliserer begravelse og opstandelse, afslutningen på vores gamle liv og begyndelsen på et nyt liv som en Jesu Kristi discipel.

Når vi bliver døbt, påtager vi os Kristi navn. Som kristne forsøger vi at følge ham i alle livets aspekter. Jesus blev døbt, da han gik på jorden. Han bad os om følge sit eksempel ved at blive døbt (se Nefis Anden Bog 31:12). Vi er blevet lovet, at hvis vi følger hans eksempel og holder de løfter, som vi har givet ved dåben, vil hans Ånd vejlede os gennem dette liv. Eftersom vor himmelske Fader er en retfærdig og kærlig Gud, vil alle have mulighed for at acceptere Jesus gennem dåb, enten i dette liv eller det næste.

Da Jesus blev døbt, lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« (Markusevangeliet 1:11). Vi tror også, at Gud har fundet velbehag i os, når hver af os vælger at følge hans Søn og blive døbt. Han ser alt, hvad vi gør, kender vores navn og ønsker, at vi skal blive rene, så vi kan komme tilbage i hans nærhed.

Helligåndsgaven

Da Jesus var her på jorden, sagde han til en mand, der hed Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Johannesevangeliet 3:5). Når vi er »født af vand« eller blevet døbt, kan vi blive »født af ånd« ved at modtage Helligåndsgaven. En person med Guds myndighed lægger sine hænder på vores hoved og overdrager os Helligåndsgaven (Apostlenes Gerninger 8:17). Denne ceremoni kaldes bekræftelse. Helligånden er en Ånd. Han er det tredje medlem af Guddommen sammen med vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Når vi modtager Helligåndsgaven og vandrer ydmygt for Gud, kan han altid være hos os. Vi kalder det en gave, fordi Helligånden er en gave fra Gud til at vejlede os, når vi står overfor svære beslutninger, til at trøste os, når vi er triste, til at inspirere vores sind og følelser samt til at genkende noget, når det er sandt. Denne form for guddommelig hjælp minder os om Guds kærlighed til os alle hver især og hans ønske om at hjælpe os med livets udfordringer.

Fortsat kristen livsførelse

Et forhold til Jesus Kristus er lige som alle andre forhold – det kan smuldre, hvis vi ikke taler sammen. Det kræver anstrengelse at have nok tro på Kristus til at omvende sig, blive døbt og modtage Helligånden, men vi må stræbe efter at følge Kristus for at modtage alle de velsignelser, som Gud ønsker at give os.

Nøglen er at tænke på Jesu Kristi evangelium som en anvisning på en livsførelse frem for nogle trin, som kan afkrydses på en liste. Vi kan fortsætte med at udvikle vores tro dagligt ved at læse hans ord i skrifterne og bede til vor himmelske Fader. Når vi synder, kan vi hver gang omvende os med et ydmygt hjerte, fordi Jesu Kristi forsoning er uendelig. Vi kan erindre løfterne og velsignelserne ved dåben, når vi tager nadveren hver søndag i kirken. Vi kan fortsat have tillid til den trøst og vejledning, som kommer fra Helligånden, når han leder os tilbage til Gud.

Vi vil nogle gange, selv når vi gør vores bedste for at følge Kristi eksempel, møde udfordringer, som bringer frustration, skuffelse eller endda fortvivlelse. Meget af det, som tynger os i livet, er ikke et resultat af synd. Eksempelvis kan vi møde udfordringer og hjertesorg, når en, vi elsker, dør eller er syg, når vi er stressede på arbejdet eller har problemer med at opdrage en familie. Jesus Kristus udtalte: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matthæusevangeliet 11:28). Så snart vi er villige til at vende os til ham, vil vi føle hans kærlighed. Der er endnu en fordel ved altid at være kristen – jo nærmere vi kommer Jesus Kristus, jo mere vil vi forstå, at Gud er opmærksom på vore glæder og sorger. Vi kan finde trøst i at vide, at Gud har en plan for vores lykke. Med hjælp fra Jesus Kristus kan vi glade nå målet og vende tilbage og leve sammen med vor himmelske Fader. Denne viden giver os et større perspektiv og hjælper os til at møde livets udfordringer.