mormon.org På verdensplan

Guds frelsesplan

»Hvor kom jeg fra og hvorfor?«

Dit liv begyndte ikke ved fødslen, og det vil ikke ende ved døden. Før du kom til jorden, boede din ånd hos vor himmelske Fader, der skabte dig. Du kendte ham, og han kendte og elskede dig. Det var en lykkelig tid, hvor du blev undervist om Guds plan for lykke og vejen til sand glæde. Men ligesom de fleste af os forlader vores hjem og vores forældre, når vi vokser op, vidste Gud, at du havde brug for at gøre det samme. Han vidste, du ikke kunne fortsætte din udvikling, hvis du ikke tog bort et stykke tid. Så han tillod dig at komme til jorden for at opleve glæden – såvel som sorgen – ved at have et fysisk legeme.

En ting, der nogle gange gør dette liv så svært, er, at vi ikke er i Guds fysiske nærvær. Og ikke bare det, men vi kan ikke huske vores førjordiske liv, og det betyder, at vi må handle i tro snarere end ved selv at se. Gud har aldrig sagt, at det ville blive nemt, men han lovede, at hans ånd ville være hos os, når vi havde brug for ham. Selvom det nogle gange føles sådan, så er vi ikke alene på vores rejse.

Guds plan for dig

Det betyder ikke, at han forventer, at du er fuldkommen. Han ved, at det er du ikke. Men han forventer, at du, mens du er her på jorden, gør dit bedste for at blive mere som han, samt at du lærer af dine fejl og udvikler dig. Hver gang du træffer et dårligt valg med smertefulde konsekvenser, leder den beslutning væk fra lykke – nogle gange med det samme, andre gange meget senere. På samme måde leder det i sidste ende altid til lykke at vælge det rette og hjælper dig til at blive mere som vor himmelske Fader.

At modtage sit fysiske legeme

Ligesom Gud skabte jorden som et sted, hvor du kan bo og samle erfaring, skabte han dig. Og gav dig et legeme af kød og blod, der ligner hans herliggjorte legeme. I Det Gamle Testamente sagde Gud: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!« (Første Mosebog 1:26). Jakob erklærede, at han havde set Gud »ansigt til ansigt« (Første Mosebog 32:31). Også Moses talte med Gud »ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet« (Anden Mosebog 33:11). I Det Nye Testamente, da den opstandne Kristus viste sig for sine apostle, fortalte han dem følgende: »Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser jeg har« (Lukasevangeliet 24:39).

Adam og Eva gav os handlefrihedens gave

Adam og Eva levede som Guds første børn på jorden i deres paradisiske have. De følte ingen sorg eller smerte, hvilket måske virker rart, bortset fra at de uden disse følelser heller ikke kunne føle glæde. De kunne ikke huske deres førjordiske liv. Hvis de ikke havde spist af frugten, ville de have levet sådan for evigt og aldrig fået børn. Menneskeheden ville aldrig være blevet født eller verden befolket.

Som vi ved, bukkede Adam og Eva under for Satans fristelser ved at spise frugten og være ulydige mod Gud, som havde befalet dem, at de ikke skulle spise fra træet til kundskab om godt og ondt. Som en konsekvens blev de adskilt fra Guds nærhed, fysisk og åndeligt – en begivenhed, som vi kalder faldet. De blev dødelige – ligesom vi er – underlagt synd, sygdom, alle slags lidelser og i sidste ende døden. Men det var ikke kun dårligt, for nu kunne de føle stor glæde. »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (Nefis Anden bog 2:25) Men da Adam og Eva var lydige mod Jesu Kristi evangelium, kunne de modtage Guds inspiration, åbenbaring og endda besøg fra himmelske budbringere.

Da de nu var ude af haven, var de i stand til at udvikle sig og lære at blive mere som vor himmelske Fader. Derudover kunne de få børn, hvilket betød, at resten af Guds børn (alle os) kunne komme til jorden, få erfaring med et fysisk legeme og blive prøvet i vore daglige valg. Ligesom for Adam og Eva er der konsekvenser ved alle vore valg, gode eller dårlige. Vedvarende lykke og fremgang kommer af at vælge at gøre det, Gud ønsker, vi skal gøre. Nøgleordet er at »vælge«. Generelt set kommer Gud ikke og forhindrer os i at træffe de dårlige valg, som Satan frister os til at træffe. Han vil dog tilbyde sin kærlighed, guddommelige vejledning og advarsler, når vi åbner vores hjerte for ham.

Kilden til lykke

Vi falder ofte i den fælde at tro, at en ny bil, en forfremmelse, en skønhedskur eller en grad af berømmelse vil gøre os lykkelige. Og ofte gør de det – et stykke tid. Men det varer aldrig ved, for rigdom, magt, skønhed og berømmelse bringer ganske enkelt ikke varig lykke, lige meget hvor meget vi ønsker det. I stedet kommer ægte lykke ved at følge Kristi eksempel og udvikle guddommelige egenskaber som godhed, kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed. Det kommer af at tjene andre og hjælpe dem til at følge Jesu Kristi eksempel og lære. Den kommer af at overvinde vores menneskelige legemes tilbøjeligheder og i stedet følge Åndens tilskyndelser. Det kommer ved hårdt arbejde og en sund levevis, ved at have venner, familie og opnå personlige præstationer. Uanset hvad du besidder i dette liv, vil din mest dybtfølte og mest vedvarende lykke komme ved at kende Guds plan og følge den.

Når der sker noget dårligt

Vi bliver syge. Vore nærmeste dør. Vi mister vores job eller hjem. Vores partner er os utro. Det er svært ikke at undres over, hvorfor Gud lader os lide så meget. Og selv om Gud ingen glæde har over dine lidelser, så kan dine udfordringer, uanset hvad årsagen er, bringe dig tættere på ham og endda gøre dig stærkere, hvis du holder trofast ud (Nefis Anden Bog 2:2, Johannes’ Åbenbaring 3:19).

Det er en trøst at vide, at Guds Søn, Jesus Kristus, led alt. Han forstår dine lidelser og kan hjælpe dig igennem dine prøvelser. Når du har tro på Gud og på hans plan, kan du være sikker på, at der er et formål med alt det, der sker med dig her på jorden. Vores liv her er kort sammenlignet med vores evige liv. Som Herren fortalte Joseph Smith i en tid med mange prøvelser:

At håndtere katastrofer kan styrke dig og gøre dig mere medfølende. Det kan hjælpe dig til at lære, udvikle dig og få et ønske om at tjene andre. Håndtering af modgang er en af de vigtigste måder, hvorpå du kan blive prøvet og vejledt i dit liv her på jorden. Vor kærlige himmelske Fader har evnen til at kompensere for alle de uretfærdigheder, vi måtte gennemgå i dette liv. Hvis vi holder trofast ud, vil han belønne os langt mere, end vi er i stand til at forestille os i det næste liv (Første Korintherbrev 2:9). Med Guds hjælp er det forbløffende nok muligt også at opleve glæde i tider med prøvelser og møde livets udfordringer med fred i sindet.

Guds plan – Hvad Jesus Kristus gjorde for os

Jesus Kristus led for os 02:21

Dine fejltagelser kan være noget så enkelt som at såre en vens følelser, eller det kan være en langt alvorligere synd. Når vi ser den smerte, vi har forårsaget, og føler fortrydelsens elendighed, kan skam og skyld nogle gange være overvældende og ødelæggende. Vi spekulerer på, om vi nogensinde kan overvinde vore fejltagelser og føle den fred, som kommer ved at blive tilgivet. Det kan vi uden skyggen af tvivl takket være Jesu Kristi forsoning og processen ved omvendelse. Vi kan bekende vore synder over for Gud og bede om hans tilgivelse. Og han lovede, at han »ikke mere [husker] på dem» (Lære og Pagter 58:42). Det virker, fordi vor himmelske Fader har sendt sin Søn, Jesus Kristus, til villigt at lide og betale for vore synder og sorger ved at sone for dem. Vi kan ikke fuldt ud forstå, hvordan Jesus led for vore synder. Men vi ved, at tyngden af vore synder i Getsemane have fik ham til at føle så stor smerte, at hans sved faldt som bloddråber (Lukasevangeliet 22:39-44). Da Jesus senere hang på korset, led han villigt en smertefuld død på en af de mest brutale måder, man nogensinde har kendt til (Almas Bog 7:11).

Dog var hans mentale og åndelige lidelse langt større end smerterne på korset. Frelseren fortæller os: »For se, jeg … har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide … ligesom jeg« (Lære og Pagter 19:16-17).

Udover at bede om Guds tilgivelse ønsker han også, at vi beder om tilgivelse fra dem, vi har såret, at vi ser, om vi kan gøre skaden god igen og lover ikke at gentage de samme fejltagelser. Så kan vi komme videre, idet vi føler Guds kærlighed og den vidunderlige fred og glæde, der kommer som følge af fuldstændig tilgivelse.

For at gøre fuld brug af forsoningen i sit liv må man:

  • Udøv tro på ham.
  • Omvend jer.
  • Blive døbt.
  • Modtag Helligånden.
  • Vælg at følge hans lære resten af dit liv.

»Hvad sker der, når jeg dør?«

Forestil dig din hånd i en handske. Handsken bevæger sig kun, når din hånd bevæger sig. Tag din hånd ud, og handsken ligger livløs på bordet. Det er en nem måde at forestille sig på, hvad der sker med dig, når du dør. Forestil dig, at dit legeme er en handske, som føres af den, du virkelig er – din ånd. Når du dør, bliver dit legeme ladt tilbage, livløs som en handske, men din ånd lever videre for evigt.

Gennem tiderne har utallige skriftsteder og personlige beretninger fra profeter fortalt os, at det er sandt.

Når du er den, som bliver ladt tilbage – den, som mister en ven eller én af dine kære – så er smerten ved tabet meget virkelig. Men der er megen trøst i at vide, at vi vil se vedkommende igen. Som følge af Kristi død vil vores ånd og legeme på et tidspunkt blive genforenet (opstå) og fuldkommengjort for aldrig mere at blive adskilt.

Udødelighed – En af Guds største gaver

De fleste af os vil nok sige, at vi ønsker at leve for evigt. Det er lige præcis, hvad Gud gav hver enkelt af os, da han sendte sin Søn, Jesus Kristus, her til jorden for at dø og sone for vore synder. Det kaldes opstandelsen, og alle, som nogensinde er blevet født, selv onde mennesker, vil modtage denne gave, nemlig udødelighed (Første Korintherbrev 15:22).

Jesus var på den tredje dag efter sin korsfæstelse den første til at opstå. Hans ånd blev genforenet med hans herliggjorte, fuldkomne legeme, og han kunne ikke længere dø. Da Kristi venner besøgte hans grav, fortalte englene dem: »Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matthæusevangeliet 28:6).

»Kommer jeg i himlen?«

Ja! Gud vil dømme alle mennesker retfærdigt og belønne dem på passende vis med en plads i sit rige.